/\

ANNONCE

Bo Jessen (til venstre) og Mikkel West - nogle af kræfterne bag This Is Odense. Foto: Lise Hannibal
Bo Jessen (til venstre) og Mikkel West - nogle af kræfterne bag This Is Odense. Foto: Lise Hannibal

Steder

This is Odense: kulturguide med kvalitet

Webguiden This is Odense giver insidertips og håndplukker events fra kultur- og bylivet i en by, der tager syvmileskridt i disse år. Og der er noget at skrive hjem om.

This is Odense er rundet af den iværksætterånd, der for tiden kendetegner den fynske hovedstad: Hvis man savner noget i byen, kan man ligeså godt lave det.

Den indstilling gør sig gældende for både guiden og det kulturliv, den formidler. Begge gør op med krisetidens fortælling om Odense, som en by, hvor der ikke rigtig sker noget, og det, der sker kun er af middelmådig kvalitet.

”This is Odense blev skabt med en mission om at kaste lys over alt det interessante, der hidtil havde været uformidlet, og vise det brede spektrum af ting, der foregår i byen”, siger Bo Jessen, strategisk planlægger og medstifter af This is Odense.

”Tanken opstod efter en koncert i 2013, hvor der kun dukkede 8-9 mennesker op. Der var den her fortælling om, at der ikke skete noget i Odense, så folk opsøgte det heller ikke. Vi svor, at vi aldrig ville stå alene til en koncert igen”, siger Bo.

This is Odense vil lægge fortællingen om et dødt byliv i Odense i graven. ”Sker der noget i Odense?” spørges der retorisk. ”Gu’ gør der så”, lyder svaret.

Og det gør der. I overordentlig grad, endda.

For byen har mere end en festival om ugen i gennemsnit, med den nye festivalkomet Tinderbox og den elektroniske musikfestival Phono som toppen af kransekagen. Adskillige gourmetrestauranter, specialbutikker og en ny fynsk madfestival har givet byen en imponerende madprofil, og de fysiske forandringer i byens centrum med broer, letbane og genetableringen af det gamle centrum åbner et nyt landskab i den postindustrielle by.

Blandt byens nytilkomne er Café Fleuri, det bæredygtige medborger-halmhus og adskillige gourmetrestauranter. Foto: Lise Hannibal

”Odenses udfordring har været, at mange ikke havde noget forhold til byen. Det er ved at ændre sig”, siger Mikkel West, designer, medstifter af guiden og grundlægger af Phono festivalen.

”Tidligere tiders fokus var på motorvenligheden fremfor folkevenligheden, men nu har man haft nosser til at bryde den onde industribysarv og de fysiske forandringer i byen og alle de nye investorer, der aldrig har investeret i Odense før, har givet en ny tro på, at tingene kan lade sig gøre,” siger han.

Skribenterne på This is Odense er frivillige græsrødder, der skriver om det, alle kender og det ingen har hørt om. De skriver smalt, de skriver bredt, de skriver personligt og de skriver, så man ikke er i tvivl: Der sker ting i Odense.

”Vi har både smalle anbefalinger og mainstreamanbefalinger. ”Storbyagtigheden” kommer med mangfoldigheden i udbuddet og med den debat, der skabes om, hvad der er godt, hvad der ikke er og hvad, der kan skabes i stedet.” siger Mikkel.

Odenses gamle centrum er ved at blive samlet igen. Foto: Lise Hannibal og Kum Wyon/visitdenmark

”Vi vil gerne have folk ud i byen og få oplevelser, som de kan fortælle om til andre. Når vi deler vores oplevelser om byens liv og kultur, skaber vi en øget efterspørgsel på kultur og i sidste ende en bedre by. Og vi kan se, at folk gerne vil udfordre sig selv og opleve noget nyt. Se bare på madscenen. Engang troede man, at det eneste, der kunne løbe rundt, var buffet til 100 kr. Men det har jo med al tydelighed vist sig ikke at være sandt. Kvalitet kan sagtens kan være et konkurrenceparameter”, siger Bo.

Hver uge giver guiden 5 subjektive anbefalinger til begivenheder den kommende uge i Odense.

”Vi viser byen fra den positive side, men vi viser den altid troværdigt. Vi er meget imod at tale noget over evne. Vi skal formidle det, der er kvalitet. Det behøver ikke være ensbetydende med noget, der er dyrt eller finkulturelt. Kvalitet kan også ligge i at have noget på hjerte og at ville noget, ” siger han. ”Det kvalitetsfilter forsøger vi at være.”

 

Tekst: Lise Hannibal

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk