/\

ANNONCE

Mennesker

Hun sætter alle sejl til ved OL i Tokyo

Hvis man googler ordet ”sailing” (sejlads), dukker dette spørgsmål op: ”Is sailing a sport or a hobby?” (Er sejlads en sport eller en hobby?). For Tiril Bue er der ingen tvivl. I 2018 oplevede den norske sejler, der håber på en norsk OL-medalje, masser af modvind.

Året begyndte dårligt for Tiril Bue i Barcelona i januar, da hendes partner, Mathias Mollatt, oplevede ledskred i skulderen. Det skete igen i maj, og han var tvunget til at lade sig operere. For at Tiril kunne fortsætte, måtte hun få Jeppe Nielsen til at erstatte Mathias. Men det var ikke enden på dramaet for teamet.

”Det er ret langt væk fra det billede, mange mennesker nok har af sejlads”, siger Tiril, da hun fortæller historien. ”Jeppe går ud på en line omkring en meter over vandet. Du skal være hardcore og frygtløs. Der er så stærke kræfter i båden, at hvis du ikke får båden til at sejle hurtigt, så vil disse kræfter kontrollere dig i stedet for omvendt. Du har ikke tid til at tænke over, hvad der faktisk sker, da tingene går så hurtigt. Da han faldt, indså jeg med det samme, at alt ville gå galt. Det er en frygtelig følelse”.

Jeppe Nielsen blev ramt af T-foilen (en vinge under vandet) ved omkring 18 knob. Vandet, der løb ned af hans krop, var rødt. Han havde fået en dyb flænge på skinnebenet, der gik helt ind til benet.  Han brugte tre dage på et hospital i Japan og fik adskillige sting indeni og over 20 udenpå.

”Det var et mareridtsår. Når det er sagt, så lærte jeg meget, ikke mindst blev jeg mere bevidst om, hvad det betyder at arbejde i et team. Vi har altid sagt, at vi gerne ville vinde medaljer i Tokyo, og det tror vi stadig på. Når man tænker på, at Mathias ikke kunne sejle i hele 2018, har vi gjort utrolige fremskridt siden februar i år”, siger Tiril.

Katamaranen Nacra 17, der var med i OL-programmet for første gang i 2016, passer til et team på to. En hastighed på 18 knob er ret almindeligt, og den kan nå en hastighed på omkring 28 knob, hvilket uden tvivl gør den til den hurtigste og mest ekstreme klasse inden for sejlads. Med opmuntring fra Mathias udskiftede Tiril enpersonsjollen Laser Radial i foråret 2017. Det var en mulighed, hun ikke kunne afslå.

”Det er sådan en fantastisk, hurtig båd. Det er også krævende og spændende, når man er to personer. Det tager så mange timer og kræver meget kommunikation, hvilket er sjovt at udvikle. I vores tilfælde er Mathias bådens ”motor” – han styrer sejlene, mens jeg styrer. Selv den mindste bevægelse skaber en massiv effekt. Det hele handler om koordinering og præcision samtidig med, at du skal være hurtig i vendingen. Selve det at sejle er så komplekst med små delmål og processer, der smelter sammen. Den måde disse ting hjælper dig med at drømme stort, er det, der motiverer mig”. 

Som ung pige kunne Tiril godt lide dans, tennis, klaver, fodbold og håndbold. Hun ville også gerne være læge, så det var vigtigt for hende at klare sig godt i skolen. Gradvist tog sejladsen dog mere og mere af hendes tid. 

”Jeg startede, da jeg var otte. Min onkel sejlede, det samme gjorde alle mine søskende. Min bror vil nok hade mig lidt for at fortælle dette, men han var ikke særlig god med en bold, så mine forældre måtte finde på noget andet til ham. Jeg har altid godt kunnet lide at være på vandet, og det var et fantastisk miljø, hvilket gjorde det til en perfekt kombination for mig”.

En af hendes rollemodeller var Siren Sundby, der vandt OL-guld i Athen i 2004 og verdensmesterskaberne i 2003 og 2004. Siren er den sidste norske sejler, der har vundet en OL-medalje.

”Jeg vidste ikke, da jeg var ung, at jeg selv gerne ville konkurrere i OL, men at have sådan en stor personlighed som rollemodel inden for sejlads motiverede mig”, siger Tiril. ”Da jeg vandt guld i verdensmesterskaberne i ungdomssejlads i 2011, kunne jeg mærke, at dette var noget, jeg var ret god til. Den følelse af at være den bedste når alt bare kører, og du anerkender, at dette er resultatet af al din træning – det får mig til at ville mere”.

Hendes sejlpartner Mathias Mollatt, der bruger mere tid sammen med hende end nogen anden, beskriver Tiril som nøgtern, men samtidig livlig, aktiv og glad og altid i gang med noget. Han nævner også hendes hårde beslutsomhed – prøv ikke at slå hende på vej op ad trappen, advarer han.

”Åh ja, trappeløbene”, afbryder Tiril. ”Det var en hemmelig ting om mig, som ingen vidste. Når jeg gik på trapper med nogen, skulle jeg altid være den, der kom først op. En dag indrømmede jeg det over for Mathias, hvilket er det dummeste, jeg nogensinde har gjort. Nu er det blevet en taktisk kamp, hvor vi begge lader som om, vi ikke tænker på det. Jeg har et meget intensivt konkurrencegen, fuldstændig latterligt, men jeg har lært at nedtone det – i dag kan jeg spille Monopoly med min familie uden at blive helt vild!”

Konkurrencen i Rio var en oplevelse, der var både udfordrende og inspirerende for OL-debutanten, der her sejlede alene. For hendes land var det dog en kæmpe skuffelse – OL-legene i 2016 blev de værste for Norge i 52 år, hvor landet kun fik medaljer i håndbold, brydning og roning.

”Mit mål var at blive en af de ti bedste, der kvalificerede sig til finalen. Jeg gjorde det godt i prøverne året før, og jeg havde vundet en ret stor regatta, lige før jeg tog afsted til Brasilien. Jeg vil ikke sige, at jeg var overmodig, men jeg følte, at det mål, jeg havde sat, var opnåeligt.  Den skuffelse du føler, når du ikke kan indfri dine forventninger, er stor, men oplevelsen blev en stor del af min evalueringsproces efterfølgende. At identificere hvad der gik galt og lave en plan for, hvordan du skal gøre det bedre næste gang, hjælper dig med at acceptere nederlaget og komme videre. Det er en del af processen for at blive den bedste”, siger Tiril.

Hun lægger omkring 36 timers træning i løbet af en uge. Derudover bruger hun også mange timer på markedsføring, regnskab, sponsorater, rejser, arbejde på båden og alle de andre opgaver, der er en del af ”virksomheden” MollattBue.  

”Jeg glemmer aldrig den første gang, jeg var nødt til at gå glip af en fest i folkeskolen, fordi vi havde en tirsdags-regatta i klubben. Jeg er nødt til at finde den rette balance mellem sport, hjemmeliv, mine studier og så videre.  Der er mange regattaer foran os, som foregår langt hjemmefra, f.eks. i Tokyo, Oakland og Melbourne. Jeg tror, samlet set, at vi har været hjemme måske én gang de sidste fem måneder, så på en måde føles det som at tage på ferie, når vi tager hjem”, siger hun.

Der har også været en anden pris at betale. For at kunne koncentrere sig 100 % om sine medaljedrømme har den tid, hun har været nødt til at dedikere til træning, gjort, at hendes karakterer er faldet. Heldigvis har Tiril fået orlov fra sine studier på den norske handelshøjskole, hvilket giver hende mulighed for at undgå voksenlivet lidt endnu.

”Jeg har tænkt lidt over livet efterfølgende, men lige nu har jeg ikke nogen ide om, hvad jeg gerne vil lave. Det er lidt ligesom at sejle på den måde, at der er så mange forskellige ting, som jeg synes er sjove. Det afhænger af økonomien, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at sejle ved OL i Paris.  Inden for vores sport klarer de fleste sejlere sig bedst, når de er omkring 30, da sporten er meget erfaringsbaseret”, siger Tiril, som vil være 28, når OL i Tokyo åbner den 24. juli 2020. 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk